Vi er her for at skabe reel forandring for mennesker påvirket af traumer
Kompetencecenter for Traumer er opstået fra en erkendelse: at viden om traumer ikke blot må leve i klinikker og fagbøger. Den skal ud i de systemer, der møder mennesker i hverdagen. Vi er en videns- og kompetenceudviklingsorganisation, der arbejder målrettet på at gøre det muligt.
Vores historie
Fra klinik til kompetencecenter
Vejen fra Traumeklinikken til Kompetencecenter for Traumer er historien om en erkendelse, der voksede sig større for hvert skridt. At viden om traumer er for vigtig til at forblive bag lukkede døre.
Traumeklinikkens start
Psykiater Cæcilie Böck Buhmann stiftede Traumeklinikken i samarbejde med Claus Østergaard. Klinikken voksede hurtigt, og behovet for specialiseret viden og behandling af traumereaktioner blev tydeligt.
Det stod hurtigt klart, at behovet rakte langt ud over det, en klinik kunne løfte. Det blev særligt tydeligt i forbindelse med større hændelser, herunder skyderiet i Fields, hvor mange mennesker stod uden adgang til kvalificeret viden, støtte og behandling for traumereaktioner.
Traume-Bevidst Tilgang viser vej
Cæcilie havde som overlæge på et lukket psykiatrisk afsnit stået for at indføre Traume-Bevidst Tilgang. Implementeringen havde ført til markante resultater, herunder et drastisk fald i brugen af tvang.
Erfaringerne fremhævede, at både traumespecifikke interventioner og Traume-Bevidst tilgang er nødvendige for at skabe større og varige forandringer. Spørgsmålet blev: hvordan kan viden om traumer udbredes og forankres bredere?
Nationalt samarbejde og første model
Et konsortium blev etableret med et samarbejde med Social- og Boligstyrelsen, VIVE, Landsforeningen SPOR og SUS, Socialt Udviklingscenter. Det førte til den første danske operationalisering og model for Traumebevidst Tilgang i socialt arbejde med voksne.
Traumeklinikken bliver Kompetencecenter for Traumer
I 2023 blev retningen lagt helt om. Udredning og behandling blev taget af hylden, og Traumeklinikken blev til Kompetencecenter for Traumer. Beslutningen afspejlede et samfundsmæssigt behov: klinikken alene kunne ikke sikre, at viden om traumer nåede ud til de mange systemer, der møder mennesker.
Fokus blev entydigt at udbrede viden om traumer og traumereaktioner samt understøtte implementeringen af traumespecifikke indsatser og Traume-Bevidst Tilgang, så langt flere med traumereaktioner får bedre betingelser for trivsel og udvikling.
Kompetencecenter for Traumer i dag
Kompetencecenteret har samarbejdet med statslige, regionale, kommunale og private aktører, udviklet innovative løsninger og uddannet over 1000 medarbejdere. Der er aktiviteter i mere end fem velfærdssektorer, og over 20 organisationer har gennemgået større implementeringsforløb.
Kompetencecenteret har bidraget til at kvalificere og udbrede Traume-Bevidst tilgang og traumespecifikke interventioner og har været medudvikler af nationale anbefalinger i samarbejde med statslige styrelser, Socialstyrelsen og Regionspsykiatrien.
Vores tilgang
Tværfaglighed som kerneværdi
Vi er ikke en klassisk kursus- eller konsulentvirksomhed. Vores fokus er på at understøtte, kvalificere og kapacitetsopbygge i samarbejder. Vi vil skabe forandringer, der holder.
Styrken ligger særligt i tværfagligheden, der spænder over flere forståelsesrammer og fagområder. Med fagligheder som psykiatri, psykologi, filosofi, arkitektur, proceskonsultation og erfaringsekspertise skabes en unik kombination, der sikrer helhedsorienterede forståelser og et værdidrevet fokus.
Vi har et konstant fokus på transfer af viden. Kompleks viden skal ikke blot forstås, den skal omsættes i praksis og forankres i hverdagen.
Faglig ekspertise
Høj faglig standard kombineret med forsknings- og praksiserfaring samt brugerperspektiver fra dem, der selv har leveret erfaring med traumer.
Helhedsorientering
Vi forstår traumer på alle niveauer, fra det biologiske og individuelle til det strukturelle og kollektive, og tilrettelægger vores indsatser derefter.
Transfer og forankring
Viden, der ikke omsættes og forankres, gør ingen forskel. Vi designér altid vores forløb med bæredygtig implementering som mål.
Samskabelse og samarbejde
Vi arbejder med og ikke for organisationer. Det er samarbejdet, der skaber ejerskab og bæredygtig forandring over tid.
Vores team
Mød holdet bag Kompetencecenter for Traumer
Flere af landets mest markante og erfarne profiler inden for traumeområdet har valgt at engagere sig i Kompetencecenterets arbejde og mission. Vi er et stærkt tværfagligt team.
Cæcilie Böck Buhmann
Speciallæge i psykiatri, medejer og grundlægger
Cæcilie Böck Buhmann er uddannet speciallæge i psykiatri og grundlægger af Kompetencecenter for Traumer.
Cæcilie har bidraget aktivt til forskning om psykiske traumer og deres behandling i mere end 15 år. Hun er af de første, der har arbejdet med TBT i Danmark, og har været medlem af regionernes “Nationale TBT Center” siden dets opstart i 2019. Siden har hun været med i Social-styrelsens ekspertgruppe om TBT og har bidraget til materiale udgivet i deres regi.
Cæcilie har mange års erfaring som underviser både i regionspsykiatrien såvel som i private organisationer og tilbud, og har som leder arbejdet med at implementere traumebevidst tilgang (TBT) i praksis.
Christian Tauby-Theill
Cand.merc.(fil.), underviser
Christian Tauby-Theill er uddannet Cand.merc.(fil.) og har 20 års erfaring med at udvikle og implementere tiltag på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.
Med fokus både på de organisatoriske rammer og de borgernære indsatser, der skal til for at skabe bedre liv for mennesker i udsatte positioner. Christian har mange års erfaring som procesfacilitator, underviser og rådgiver af myndighed og tilbud på såvel børn- og ungeområdet, herunder sundhedspleje, PPR, familierådgivning og -behandling, anbringelsesområdet, som voksenområdet, herunder socialpsykiatri og beskæftigelse.
Christian har særlig viden om tværfagligt samarbejde, samskabelse, involvering af brugere, arbejdsmiljø, og tilgangene recovery-orienteret rehabilitering, mentalisering, Low Arousal (LA2), relationel koordinering og relationel velfærd samt psykologisk tryghed.
Christian bidrager p.t. med at implementere TBT i flere kommuner på socialområdet.
Christian er p.t. ved at uddanne sig som traumeterapeut.
Sabrina Brødsgaard Nielsen
Psykolog
Sabrina Brødsgaard Nielsen er uddannet psykolog og har 10 års erfaring med specialiseret traumebehandling af børn, unge og voksne. Hun har desuden omfattende erfaring med implementering af traumebevidst tilgang samt undervisning og kompetenceudvikling inden for blandt andet asylområdet samt beskæftigelses- og socialområdet.
Sabrina har bidraget til forskning inden for traumer, PTSD og kompleks PTSD.
Derudover har hun været aktiv i foreningsregi og i politisk samarbejde med henblik på at styrke fokus på menneskers livskontekster og traumereaktioner på landsplan og på tværs af sektorer.
Cleo Borrowman
Arkitekt MAA, erfaringsfaglig leder
Helle Cleo Borrowman er arkitekt MAA og erfaringsekpert.
Helles egne erfaringer fra opvæksten i en dysfunktionel familie, hvor hun bl.a. var udsat for seksuelle overgreb, og de alvorlige konsekvenser det har haft i hendes voksenliv, er i dag drivkraften bag hendes engagement i arbejdet for bedre vilkår for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.
Helena Dahl Bendixen
Recovery mentor
Helena Dahl Bendixen er Bl.a uddannet Recovery mentor. Helena har flere års erfaring som recovery mentor i Psykiatrien og som oplægsholder.
Helena har egne erfaringer som patient i psykiatrien og med det at vokse op i en dysfunktionel familie. I dag er helenas ønske at være med til at forbedre systemet gennem egne erfaringer samt at skabe en traume bevidst tilgang
Mads Dahlgaard
Psykolog
Mads Dahlgaard er uddannet psykolog.
Mads har siden 2011 haft selvstændig klinisk praksis og har mange års erfaring med psykologisk og psykoterapeutisk arbejde med voksne. Han har herudover erfaring fra socialpsykiatrien og har arbejdet med mennesker med komplekse psykiske belastninger og sammensatte sociale problemstillinger.
Mads har en særlig faglig interesse for traumer og traumereaktioner og har undervist i traumer og traumeforståelse i en række faglige og organisatoriske sammenhænge. Han har bidraget til kompetenceudvikling af fagprofessionelle på tværs af sektorer og har været oplægsholder og speaker på flere konferencer.
Derudover har Mads omfattende erfaring med undervisning og supervision og har udgivet en fagbog om træning af psykoterapeutiske færdigheder med fokus på udvikling og forankring af terapeutisk kompetence i praksis.
Mads arbejder desuden med filosofisk praksis som et supplement til psykoterapi og har været aktiv i udviklingen og formidlingen af terapeutisk filosofi gennem undervisning og fagligt samarbejde.
Carina Frigast
Psykolog
Carina Frigast er uddannet cand.pæd. og har mange års erfaring fra det specialiserede socialområde. Carina har siden 2017 arbejdet med kvalitetssikring på rusmiddelområdet og har derudover som projektleder implementeret store tværfaglige organisatoriske og strategiske tiltag.
Carina har derudover erfaring fra anbringelsesområdet, både som leder af en Familieafdeling og som pædagogisk-psykologisk sagkyndig i flere Kommunale Børne & Ungeudvalg.
Send gerne uopfordret ansøgning
Vi hører gerne fra dig
Louise Scheel
Chief Operating Officer (COO)
Claus Østergaard
Adm. direktør og medejer
Thea Bollerup-Jensen
Administration og booking
Tom Hjort
Erfaringsekspert
Fremtidsfokus
Ambitioner for fremtiden
Vi arbejder fortsat målrettet på at kvalificere alle niveauer af indsatser i arbejdet med traumer, både nationalt og internationalt.
I sidste ende er målet at skabe bæredygtige løsninger, reducere vold og forråelse, styrke organisatoriske og systemiske indsatser samt fremme trivsel, lighed og udvikling i samfundet.
Blended learning
Kombinationen af fysiske forløb med digitale produkter, så vi kan skabe modeller der kan komme flere til gode og er bæredygtige i forskellige kontekster.
National og international udbredelse
Vi arbejder for at viden om traumer og traumebevidste tilgange når ud i langt flere systemer og organisationer, også på tværs af grænser.
Bæredygtig kapacitetsopbygning
Vi ønsker at bygge kapacitet i organisationer, så de på sigt kan drive og forankre den traumebevidste tilgang med mindre afhængighed af ekstern støtte.